Jerslev-Hellum-Mylund sogne

Til forsiden

Kalender -det sker

Præsten

 
 

Seneste Nyt

Kontoret

Adresseliste

Links

 

KIRKEN
Gudstjeneste
Dåb
Konfirmation
Bryllup
Begravelse
Præsten
SOGNELIV
Koncerter og Kunst
Børne-Ungdomskor
Spejder
Kirkekor
Kirkeligt Samfund
Litteraturkredsen
Besøgstjenesten
SOGNE
Historie
Menighedsråd
Kirkegårde
Diverse
Arkiv

Sognepræst Ann Sofi Lægsgaard Andersen

Jeg er født som den sidste af tre søskende 6. april 1978. Min far Knud Erik Lægsgaard er sognepræst, og min mor Britt Lægsgaard er lærer.

Jeg voksede op i den skønne natur på den lille Kattegatø Endelave, hvor vi boede i 10 år. Herefter flyttede vi til Mariager. Efter endt skolegang tog jeg matematisk studentereksamen fra Hobro Gymnasium og fortsatte på Vrå Folkehøjskole, hvor jeg især dyrkede mit saxofonspil sammen med alle de andre klassiske højskolefag.

I 1998 flyttede jeg til Århus, hvor jeg påbegyndte teologiuddannelsen. I løbet af min studietid har jeg fået tre børn: Liv Amalie fra 2001, Astrid Cecilie fra 2004 og Valdemar fra 2007. Jeg er gift med sygeplejerske Michael Lægsgaard Andersen.

Cand. teol blev jeg i 2007, hvorefter jeg tog pastoraluddannelsen fra Århus pastoralseminarium.

Jeg blev ordineret fra Budolfi Kirke i begyndelsen af februar 2008 og kort efter indsat i Jerslev-Hellum-Mylund kirker.     

Læs biskop Søren Lodbjerg ordinations tale her:

Kære ordinander
Det ord af den hellige skrift, som jeg på jeres indvielsesdag særlig vil lægge jer på sinde, skriver apostelen Paulus i sit første brev til menigheden i Korinth 13,13:

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

Det er store og stærke ord, der lyder til jer i aften, hvor I bliver indviet til ordets tjeneste som præster i de sogne, hvor menigheden har kaldet jer til at virke. Ordene sammenfatter det kendte kapitel 13 i 1. Korinterbrev, som er epistellæsningen til i dag Fastelavn søndag, og de har vundet ordsprogsagtig status: Tro, håb, kærlighed - disse tre. Også kendt i den billedlige fremstilling af treklangen som kors, anker og hjerte.

Det kan lyde banalt, men det er det ikke. Troen har sit tilhørsforhold, håbet har sin rette ankergrund og kærligheden har navn og skikkelse. Troen og håbet og kærligheden kan ikke skilles fra hinanden og gå hver sine egne veje. Sker det, bliver de til mundsvejr og ingenting. Tro, håb, kærlighed udgør en treenighed, sammenfattet i Jesus fra Nazaret, vor korsfæstede og opstandne frelser.

I indledningen til sit brev til menigheden i Korinth begynder Paulus med at takke Gud. Jeg vil citere fra Den Nye Aftale (Det Nye Testamente på nudansk): "Jeg må igen og igen sige Gud tak for jer. Tak for alt det Gud har givet jer gennem Jesus Kristus uden at I selv har gjort jer fortjent til det. Han har gjort jer rige på alle måder; I er fulde af indsigt og gode til at tale jeres sag. Det er sket i takt med, at budskabet om Kristus er blevet et solidt grundlag for jer." (1,4-6)

Det er sådan I som præster skal se på jeres menighed - og på jer selv. I skal se menigheden i evangeliets lys og takke for alt det, som Gud har givet jer og jeres menighed gennem Jesus Kristus. Igennem denne tak vil jeres arbejdsglæde vokse og menighedens liv vil udfolde sig i - ja, netop: Tro, håb og kærlighed.

Det var nu ikke sådan hele tiden i Korinth, og det vidste Paulus godt. Og når han nu skal formane dem til at finde sammen i troens fælles overbevisning og lade splittelser og alskens nymodens sværmeri fare, så gør han det med baggrund i den forunderlige gave, de har fået med Kristus. Paulus' kritik er funderet i opmuntringen, og derfor kan han også tage bladet fra munden, når det måtte være tiltrængt. Og det var unægtelig tiltrængt. Der var usikkerhed og forvirring om noget så centralt som betydningen af Jesu død og opstandelse. Her var for Paulus selve evangeliets midte, hvorfra alt andet får sin kraft og betydning: Kristus - og det som korsfæstet. Han havde besluttet, at han ikke ville vide af andet.

Forkyndelsen af Kristus som korsfæstet når et højdepunkt i kapitel 13, Kærlighedens højsang, som vi kalder dette rytmiske prosadigt. Det handler ikke først om os. Det handler om Kristus og derfor handler det også om os. Han er virkeliggørelsen af Guds fuldkomne kærlighed. Det blev åbenbaret i hans død på korset og stadfæstet påskemorgen.

I troen på Kristus tør vi stole på, at det virkelig er sandt, at "Kærligheden er tålmodig, og kærligheden er mild. Kærligheden bliver ikke misundelig, den praler ikke og fører sig ikke frem. Kærligheden gør ikke noget den ikke kan stå ved. Den gør ikke noget for sin egen skyld, lader sig ikke provokere, bærer ikke nag, og fryder sig ikke når der sker noget uretfærdigt, men glæder sig over sandheden. Kærligheden finder sig i alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden holder aldrig op." (Den Nye Aftale)

Man er alt dette ikke skønsnak?! Kan sådan tale holde til at blive holdt op imod den virkelighed, vi kender - både fra vor egen svigten og skyld og fra vores omverden med menneskelig ufølsomhed og ligegyldighed og med de ufattelige lidelser i Sudan, i Irak, i Gaza, i Afghanistan, i Groznie? Er det troværdigt at fastholde forkyndelsen af den fuldkomne kærlighed, som er stærkere end mørke, ondskab og død, når verden ser ud som den gør? Har ateisterne ret, når de siger: Vi kommer af intet. Vi går til intet. Og der er intet?

Den kristne tro vil hævde, at det er troværdigt at hævde kærligheden og at hævde kærligheden som det enkelte menneskes håb og håbet for den ganske verden - den fuldkomne kærlighed, som blev åbenbaret i Kristus på korset, da han bad for sine fjender, mens de spottede ham og spyttede på ham, mens folket stod og så til. Her er stedet for Guds åbenbaring: "Kærligheden, hjertegløden, stærkere var her end døden …"

Det er stedet, vi er på vej til her ved fastetidens begyndelse: "Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen skal opfyldes: han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå." Men de fattede ikke noget af dette; det var skjult for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt, hedder det om de tolv.

Og egentlig talt: Vi forstår det heller ikke!

Hvis jeg skulle nøjes med at tro det, som jeg kan fatte og forstå, så blev det godt nok til en lille og fattig tro. Men jeg forlader mig på, jeg tror på kærlighedens gåde, på korsets gåde - jeg er vis på, at intet i liv eller død kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus.

I tilknytning til Jesu forudsigelse af sin lidelse og død følger fortællingen om Jesu møde med den blinde tigger ved Jerikos byport. Han minder os om, at intet menneskeliv er uden smerte og lidelse. Jesu vandring til Jerusalem afspejler kampen mellem Guds kærlighed og alle ødelæggelsesmagter, kampen mellem liv og død., mellem sandhed og løgn, mellem Gud og djævel.

Det er et gribende billede, der oprulles for os: Det hjælpeløse menneske, der råber om hjælp, da han hører, at det er Jesus som går forbi - og så alle de andre, som ikke ville høre på hans skrigeri - men han råbte bare endnu højere: Forbarm dig over mig!

K.L.Aastrup har gengivet dette møde i en fortættet lille, stor salme, som med indtrængende styrke forkynder, hvem Jesus er:

Ét vidste han om vejen frem:
den endte i Jerusalem;
og just som profetien lød,
dér endte den i kors og død.
Den vej han lydigt ville gå.
Han havde jo et mål at nå.
Og ingen fjendes vold og list
ham standsed eller gav ham frist.
Men råbte én: "Du Davids søn,
forbarm dig, hør en tiggers bøn!",
det standsed Jesus på hans vej,
han kunne ikke sige nej.
Det er vor trøst i liv og død:
han rørtes af en tiggers nød.
Og alt vort håb er gemt deri:
han kunne ikke gå forbi.
Det er den sande kærlighed,
der målet vil og vejen véd
og dog må standse ved at se
sin næstes nød, sin broders vé. (DDS 173)

Og alt vort håb er gemt deri:
han kunne ikke gå forbi.

De to linjer sammenfatter evangeliet i en sum: I troen på Kristus, får vi lov at se, at størst er kærligheden.

"Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?" spurgte Jesus den blinde. Han svarede: "Herre, at jeg må kunne se." Og Jesus sagde til ham: "Bliv seende, din tro har frelst dig." Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. og hele folket så det og lovpriste Gud.

Sådan sluttede det den dag - og sådan slutter det den dag, hvor Guds rige bryder synligt igennem. Endnu er vi på vejen til Jerusalem, hvor kampen stadig pågår., men med påskens lys bag os og foran os.

Nu bliver det så jeres vidunderlige opgave, midt i en uforudsigelig og foranderlig verden og ind i menneskers ofte brydsomme tilværelse, da at forkynde den magt som bliver, som holder os fast og holder ud med os og bærer os: TROEN, HÅBET, KÆRLIGHEDEN - MEN STØRST AF DEM ER KÆRLIGHEDEN.

Gud velsigne og bevare jer og jeres menigheder i denne vished!

Amen

Se flere billeder fra ordinationen her....

Til sidens top