Jerslev-Hellum-Mylund sogne

Kirkebladet

Kalender -det sker

Historie

 
 

Seneste Nyt

Kontoret

Adresseliste

Links

 

KIRKEN
Gudstjeneste
Dåb
Konfirmation
Bryllup
Begravelse
Præsten
SOGNELIV
Koncerter og Kunst
Børne-Ungdomskor
Spejder
Kirkekor
Kirkeligt Samfund
Litteraturkredsen
Besøgstjenesten
SOGNE
Historie
Menighedsråd
Kirkegårde
Diverse
Arkiv

Nyt fra gamle dage  

  1. Kirkens tilblivelse

  2. Hellum kirke skulle nedbrydes... (1555)

  3. Indberetninger om sognets tilstand fra 1700 tallet

  4. Om degne, deres undervisning og konfirmation i 1700 tallet

  5. Skidteriets sidste anslag mod kirkeklokken i Hellum.

  6. Hellum

  7. Se også: Tag toget fra Hellum til Kirkholt (Vodskov-Øster Vrå Jernbane)

Kirkens tilblivelse

Hellum kirke ligger lavt efter Egnen, men dog paa en Bakke, som falder brat af til alle Sider. Den er bygget af hugne Sten og vel oprindelig i Rundbuestil, som nu er meget forvansket, eftersom den har været under Ombygning et Par Gange i dette Aarhundrede.

I den nordre kirkemur lige overfor kirkedøren ses Spor af en anden Dør, som nu er tilmuret; den har vel i sin Tid været til Indgang for kvinderne. Kirken har ogsaa Taarn, som er af mursten. og dets Jag af Bly vender modsat Vej som Kirkens, der er halvt af Bly og halvt af Tegl. Der gaar ellers det Sagn her, at alle de Kirker i Vensyssel. hvis Taarntag vender paa den Maade, engang i Krigstid skulle være afbrændte af Fjenderne. Om Hellum Kirke fortælles ogsaa, at da den skulle bygges, havde man først begyndt derpaa paa Smedens Bakke nord for Engdalen; men det fik ingen Fremgang, da hvad man byggede om Dagen, af sig selvom Natten flyttede over Dalen til det Sted, hvor Kirken nu staar, og da man saa gav sig i Færd med at bygge der, gik alt heldigt fra Haanden.

Kort efter Reformationen blev mange af Landets Kirker nedbrudte og derved Sognene ophævede. Eftersom Hellum altid har været et lille Sogn med faa Beboere, saa var dets Kirke ogsaa den Gang bestemt til at nedbrydes (efter Dsk. Atlas) og Beboerne skulde da have været henvist til Hallund eller Hellevad. 1553 siger Præsten i sin Indberetning til Bispen "denne for" Sogn Hellum kan vel ødelægges og Folkene at søge til Hellevad, om Kongen det samtykke vil". Kirken fik dog Lov at staa;
thi Sognebeboerne indgav Ansøgning til Kongen om at beholde den, hvad ogsaa 1558 blev bevilget, og blev det da ordnet saaledes, at Præsten i Hellevad, Hallund og Hellum skulde holde Kapelan og derfor nyde 1/2  læst Korn af Hellum Sogns Kongetiende.

Hellum Sogn har siden Reformationene havt præst sammen med Hellevad, indtil i midten af dette Aarhundrede, da det blev lagt til Jerslev.

Den første faste Skolelærer i Hellum var Peder Mikkelsen Gjerrild. som kom her 1816 og tog Afsked 1858;  han døde 1875, 96 Aar gammel; mod Slutningen af sit Liv blev han Baptist; efter ham kom Ole Wrist Nielsen (58 - 66),
Karl Kristian Sørensen (66 - 78) og derefter Lavst Røjkjær. .

Kilderne til denne Beskrivelse ere: Forskjellige Samlinger i Gehejmearkivet, Lensregnskaber og Matriklen af 1662 i Kongerigets Arkiv, Jerslev Herreds Tingbøger, ældste danske Arkivregistraturer og fl.

Hellum kirke skulle nedbrydes... 

HELLUM KIRKE 
Vester Brønderslev var anneks indtil 25. november 1859. Hellum var før 1859 anneks til Hellevad-Ørum. I 1555 bestemtes ved klemmebrev, at Hellum kirke skulle nedbrydes og sognefolket henvises til Hellevad kirke, men dette toges tilbage 1558.
(Kirkelig Håndbog).

Klemmebrev: Klemmebreve kaldes en række anordninger, som udstedtes af Chr. III, ved hvilke der skete sammenlægning af sogne, omlægning af kirkelige indtægter m.v. for at tilpasse de kirkelige ordninger til de nye forhold efter reformationens indførelse.
(II. H. i Raunkjærs leksikon) '

I Hellum var en hellig kilde, der blev besøgt Sct. Hansaften til ca. 1850. Den mistede sin kraft, da man troede nogle »skabede helmisser« i den. (Kirkelig Håndbog)

Hellum kirkes tårn er tilbygget efter år 1500. 
Våbenhuset menes at være fra begyndelsen af 1900-tallet. 
Altertavlen fra 1907 har et korsfæstelsesmaleri af F.R. Scavenius i rammeværk, malet af E. Bayer. 
Prædikestolen er enkel og er fra begyndelsen af 1600-tallet. 
Klokken er støbt af P. K. Meilstrup i 1856 (»De danske kirker«) 
Fra 1941-1969 har der været kaldskapellan i Hellum.

Årstal 1850 1901 1921 1955
folketal i Hellum 339 409 555 581

Indberetninger om sognets tilstand 

I 1690 hed det om Hellevad og Hellum sogne, som på den tid var i pastorat sammen:

»Sognene er i ringe Tilstand og for en stor del øde. Degnen har ikke fået de Rettigheder, han kan tilkomme efter Loven. Derfor er Degnekornet lidet og kan ikke bidrage sig med Rug og Byg over 1O tdr.
Offer til hver Højtid er 2 Sletdaler og 1 Mark (Sletdaler er betegnelsen for den af Chr. d. 4 indførte kronemønt a 4 mark).
Påskerenten havde den daværende Degn ikke bekommet uden 10 Kager (det er brød) og med hver Kage 10 Æg. 
Et Hus, hvortil ingen Jord havde, havde Degnen på egen Bekostning ladet bygge.
Ildebrændsel intet«.

Sognepræsten meddelte i 1735:
»Som jeg ved min Ankomst til Kaldet (1733) fandt alting i slet Stand, saa var der dog Intet, der gik mig saa nær til Hjerte, som jeg fandt et selvraadigt Sognefolk, en vankundig Ungdom halvt hedenske Børn, da var de, som var 9 Aar gamle og ikke endnu havde begyndt at lære deres ABC. Gud ved, hvad Møje jeg faar at sammensanke og overtale nogle Skoleholdere til Byerne at fange an med de saa nyttige Catekisationer« .
Den næste Indberetning om Forholdene kom ca. 1742 og var ligesom den foregaaende fra Pastor Peder Kjeldsen Paludan, der ejede og beboede Roeslund og bortforpagtede Præstegaarden. »1 Hellum Sogn havde ingen Skole nogen Sinde været bygt. Saa vil det Skolehus I der nødvendigvis behøvedes, sættes mellem Byen og Krattet i Hellum Gyde, som det aller bekvemmeste Sted«.
1744 fik en unavngiven Skoleholder ros. 1747 var der dog Mangler ved Skolegangen, som senere rettedes. Derefter kom Arild Pedersen.Han kom til Hellum og blev i 1735 gift med en datter fra Kirkegaard, paa hvilken Gaard han boede godt en halv Snes Aar. Saa tog han fat som Skoleholder og var til 1751 til Opbyggelse for Beboerne.
1744 stod han og Hustruen offentlig Skrifte i Kirken, fordi deres Barn var død i sengen hos dem. I tiden 1735-44 havde de 6 børn, hvoraf de 4 døde som smaa.

Kilde: Skoler og Degne i Vendsyssel indtil 1814.
Af: P. M. Rørsig.

Om degne, deres undervisning og om konfirmation i 1700 tallet

Siden reformationen har der været ansat degne ved alle kirker. De skulle være studenter for at kunne synge messen på latin sammen med præsten. Men dette krav måtte der mange steder ses bort fra, og degnene kom derfor også til at udgå fra andre end de studerendes kredse. Foruden den egentlige kirketjeneste skulle de underivse ungdommen i børnelærdom, hvilket foregik imellem, at der ringedes 1. og 2. gang til gudstjeneste.
Efter 1. ringning lød der 15-16 klemt, og så vidste man, at der kaldtes på børnene fra 5-17 år, der så satte sig i de øverste stole, og degnen gik ned imellem dem, katekiserede og lærte dem skriftsteder og salmer udenad.
Til børn, der havde hjemme i byer længere fra kirken, skulle degnen komme en gang om måneden, en søndag eftermiddag, når det var dejligt solskin, og børnene kunne komme fra huse, selvsagt en tarvelig lærdom og i virkeligheden ikke nogen reel skoleundervisning.
Degnenes søndagsundervisning havde ofte været lidt bevendt, og for at børnene kunne blive konfirmeret, fordredes nu, at de skulle være i besiddelse af et vist minimum af religionskundskaber, et mindstemål, mange døjede med at nå. Det hændte f.eks., at nogle ikke blev konfir­meret før efter 20 års alderen.
For at bøde herpå kom loven af 23. jan. 1739, Danmarks første skolelov, og så holdtes møder i alle sogne, mellem sognepræst, største lodsejer og menige grander. Der drøftedes betingelser, beliggenhed osv., og der affattedes mandtal, og i løbet af 1740-erne fik nu så godt som hver kirkeby sin egen skole. 1742 var dog kun omgangsskole, med skiftende lokale i byens forskellige gårde, i Raabjærg, Asdal, Maarup, Lyngby, Sejlstrup, Karup, Hellum, Sulsted og Skræm.

Uddrag af forord til skoler og degne i Vendsyssel indtil 1814 
Af P.M. Rørsig.

Skidteriets sidste anslag mod kirkeklokken i Hellum.

Af C. Nørlykke

Det var de vendsysselske bønder, der tog initiativet til opførelsen af de mange romanske kirker i den store kirkebygningsperiode fra omkring 1100 til 1250. Det var også bønderne, der lagde ryg til og påtog sig de nødvendige afsavn.
Derfor er det forståeligt, at mange kirker har et særligt forhold til enkelte gårde. Hellum Kirke er et sådant eksempel. Den skulle oprindelig have været opført på den nordre side af engdalen på den såkaldte Smedens Bakke. Byggeriet blev da 
også påbegyndt, men hvad der blev opført i døgnets lyse timer blev nedbrudt i nattemørket. Det var skidteriet, som holdt til i det lille sogns mere end hundrede gravhøje, der ikke ville tåle det. Og måske har det sin rigtighed, men det kan jo 
også være, at der var tale om en art magtkamp mellem sognets nordre og sydlige del, som var et på dette tidspunkt ikke helt lille vandløb, der udsprang i bakkeåsen og blev til Ryå. Sagnet vil vide, at det var manden på Holmgård, der gjorde en ende på striden ved at skænke et stykke jord på den søndre side, og her blev kirken bygget uden videre besvær.

Det var dog ikke ensbetydende med at skidteriet var bragt til tavshed. I 1555 blev Hellum Kirke efter indstilling fra præsten hr. Jens i Hellevad dømt til nedrivning, hvorefter kirkefolket skulle lægges ind under Hellevad. Igen var det manden på Holmgård, der gik i spidsen med et krav om, at kirken skulle bevares. Det holdt hårdt, men biskop og konge bøjede sig, og i 1558 blev det ordnet således, at præsten 
i Hellevad, Hallund og Hellum skulle holde kapellan og derefter nyde en halv læst korn af Hellum Sogns kongetiende. Det betød dog ikke, at trængslernes tid var forbi. Kirkesyn beretter, at det kneb svært med at holde bygning, og inventar i anstændig stand.

Kirken tilhørte sognets bønder, som i lange perioder var tynget af krig.
misvækst og kvægpest. I 1645 så man sig nødsaget til at sælge klokken til tolder Hans Jørgensen, Aalborg, der i 1647 solgte den til Lyngby Kirke. Den vejede kun 52 kg. Hvornår Hellum Kirke på ny fik sin klokke vides ikke" men noget tyder på,
at det skete på initiativ fra manden på Holmgård, der også leverede egetømmer til fornyelsen af kirkeloft og kirketårn.

I 1856 var kirken påny kommet i søgelyset. Gennem 300 år havde den hørt under Hellevad pastorat, men nu skulle den løsrives og lægges ind under Jerslev. Beslutningen, der blev opfattet som et diktat fra de kirkelige myndigheders side, faldt ikke i god jord. Der blev talt om at gå til modstand, som da kirken var dømt til
nedrivning. I første omgang besluttede man sig dog til at lade den sprukne klokke omstøbe. Det skulle ske i Randers, og da sognets bedste heste stod på Holmgård, og sønnen her, den unge Christen Sørensen, tilmed havde deltaget i treårskrigen
og været i krigsfangenskab i 28 uger, blev det ham, der skulle klare transporten. Nu er 14 mil i skridtgang en lang tur, og der blev da også i første omgang afsat det meste af en uge til turen. Men vejret var godt og vejen nogenlunde. Det var jo tidligt på efteråret. Ganske anderledes stillede det sig, da klokken efter omstøbningen skulle hentes tilbage. 
Det var små fjorten dage før jul. Vejret var ustabilt, og vejene mange steder ufremkommelige. Men Christen Sørensen lod sig ikke skræmme. Han havde været ude for ting der var værre. Men en streng tur blev det for ham og hestene. Flere gange var han ved at køre fast, og det skyldtes et sært held, at han ikke blev trængt i grøften i Rold Skov hvor en løbsk karosse med en beruset kusk søgte at overhale ham. Han nåede Aalborg sent på aftenen, og det lykkedes ham at blive færget over til Sundby. Hans tanke havde oprindelig været at overnatte, men vejret lovede ikke godt; der var sne i luften, og selv længtes han efter sin pige med hvem han skulle giftes i begyndelsen af det nye år. Efter at have givet hestene et godt foder og selv fået en bid brød og en dram på gæstgivergården besluttede han derfor at fortsætte. De sidste fire mil måtte kunne klares i løbet af natten.

Del 2 


Christen Sørensen er på vej hjem med Hellum Kirkes klokke, og beslutter sig sent om aftenen for at gennemføre de sidste fire mil fra Sundby.

Alt gik da også godt til han nåede sogneskellet ved Roeslund Bro mellem Allerup og Hellum. De trætte heste ville pludselig ikke mere, uagtet der kun var et par hundrede favne til den hjemlige stald, de stod som fastnaglet til vejbanen. Under forsøget på at tvinge dem over broen, begyndte vognen at skride. Det hele så meget truende ud. Rabatten var blød,dog skred vognen i grøften, ville kirkeklokken og heste med måske lande i bækken, hvis vandstand var så høj, at  den nåede op over kanterne. Christen Sørensen tænkte og handlede omgående. Han sprang af vognen og stemmede ryggen mod højre baghjul. Han råbte om hjælp, men ingen hørte ham hverken på Holmgård eller Roeslund. Og hestene blev stående stive og urørlige. Han hørte mærkelige lyde 
og så underlige skikkelser bevæge sig frem og tilbage langs bækkens nordskrænt.

Da forstod han, at det var skidteriet der var på spil. Han vidste, at troldtøjet holdt til i
Søndenlund Bakke, ja han havde som barn oplevet, hvordan det havde reageret, da hans far havde fjernet nogle læs kampesten fra Bittehøjenevest for gården. Han havde ganske vist været vidende om, at der omkring disse foregik mærkelige ting. Her kunne lyde vuggesang i måneskin, og der boede en piberygende dværg. Men han tog det ikke for andet og mere end kvindfolkesnak.

Han skulle dog blive klogere. Da han efter at have kørt stenene hjem, og spist til aften kom ud i gården, så han i skumringen en ravn af overnaturlig størrelse sidde på den største af højstenene. Det huede ham ilde, og hans frygt skulle vise sig at være velbegrundet. Den næste morgen lå gårdens bedste hest død i stalden. Han valgte da at bringe stenene tilbage til deres rette plads.

Og nu var det altså blevet hans søns tur. Han var dog ikke i tvivl om, at det nok mere var kirkeklokken end netop hans person, skidteriet var ude efter. Den gamle klokke havde været sprød i tonen og dens lyd nåede ikke ret langt ud. Den nye skulle efter sigende være langt. mere kraftig og kunne derfor genere og forstyrre højfolket. Det gjorde byrden dobbelt så tung. Efter en stiv klokketime stod han i vand til halvvejs op på låret, og så vidt han kunne skønne, var der endnu nogle timer til daggry. Og det var mere end han kunne holde til. Men så så han en skikkelse komme hen imod sig. Det var for karlen på Boeslund, der havde været på pigebesøg på Holmgård. 
Og det blev Christen Sørensens, den nystøbte klokkes og hestespandets redning.

Det betød forresten også, at klokken blev hængt på plads i den nye klokkestabel - hidtil havde den hængt i tårnet - så betids, at den kunne kime julen ind. Da det skete stod Christen Sørensen sammen , med sin.fæstmø, Ane Marie & Christensdatter af Jerslev, ved det, sammensunkne kirkegårdsdige. Det er vores klokke, der kimer, sagde hun. Efter nogle øjeblikke svarede han med grødet stemme:

Kan hænde, det bliver det. Og det blev det - i hvert fald Ane Maries.
Glad og gerne fulgte hun klokkens kalden og vandrede på kirkevejen.
Og skidtfolket i Bittehøjene og Sønderlund viste sig aldrig mere.
De forstod, at deres anslag var forgæves.

Lokalhistorisk arkiv

Hellum

1 1988 bragte Vendsyssel Tidende et brev, der var indsendt af Hans P. Mortensen. Han var født i Hellum., men boede på daværende tidspunkt på Læsø. Brevet er et tilbageblik på en tid, der kan kaldes Hellums storhedstid, nok for en del takket være Vodskov - Østervråbanen, der blev indviet i 1924, men allerede nedlagt i 1950. (Fra Land og by 4). Hans P. Mortensen fortæller:

Hellum Afhholdshotel, der blev til kro i 1916-17. I husets sydvestlige hjørne,  var der bager forretning

Hellum, der ligger i læ af Jyske ÅS, midt imellem Brønderslev og Dybvad, var i årene 1930 til 1940 ved at blive en større by. 
Der var tre købmænd og en brugsforening, der var smedje, mejeri, bageri, gartner og slagter. Der var to træskomagere, to cykelsmede, to barberer og en damefrisør.

Der var to marmfakturhandlere og en skrædder. To hestevognmænd, en lastbil- vognmand og to benzintanke. Der var en skomager, en karetmager og bødker, to snedkermestre, to tømrermestre og to murermestre. Der var en rutebil vognmand, et Tatoludsalg, en telefoncentral med apoteksudsalg, et hotel og en banegård med posthus. Der var bank og vandmølle, to fransk vask-og strygeforretninger, og der var vaskekoner og strikkekoner.

Der var to skoler og en kirke. En grusgrav, en malermester og to kludekræmmere med bylt på nakken. Der var en kreditvurderingsmand.
Byen havde intet vandværk, intet kloakanlæg og intet kæmnerkontor. Kun enkelte havde elektrisk lys, en enkelt havde radio.

Til venstre ses Hellum søndre skole længst til højre Kræmmergaard. Gården i midten er nedlagt. Dens vandpost var der, hvor der nu er vandhne på kirkegården. omkring 1910 blev vejen flyttet og kirkegården udvidet.

I byen var der kun to-tre biler og to traktorer. I en lang periode var der slet ingen traktorer, og der var ikke asfalterede veje. 
Der var dyrskue hvert andet år samt besøg af omrejsende cirkus.
En togrejse til Brønderslev tog næsten en dag. Det blev bedre, da der kom en rutebil.

Alle de store gårde havde fem-seks karle, to piger og en gift fodermester. De fleste gårde havde vindmøller, en enkelt også vandmølle til at lave elektricitet med 110 volt jævnstrøm. En enkelt havde carbidbe­lysningsanlæg fra eget gasværk.
Benzin og petroleum kom fra Brønderslev med hestetankvogn. Flere lastbiler havde fast gummi og kædetræk.

Parti fra Hellum

Hans P. Mortensen skriver til slut:
Det er svært at forstå, at hele denne skare af arbejdende folk med deres på den tid store familier var i stand til at tjene til livets ophold, men det gik jo.

I dag har Hellum ingen dagligvarebutikker, men en antikhandel har i de senere år haft til huse i den gamle købmandsforretning.

Et multihus, der er opført med direkte forbindelse til idrætsforeningens klubhus, er samlingssted for egnens foreningsliv og udlejes desuden til møder og fester.

                      

Til forrige side